Verdenen der faldt fra hinanden ...

Jeg er helt ved siden af mig selv, alt er brast væk under mine fødder. Et af de bedste og mest vigtigste mennesker er gået fra mig. Min kæ- eller ikke længere kæreste. Det kom fuldstændig ud af den blå luft. Efter mange års sygdom, og deraf helt afskåring af alle veninder. Står jeg nu tilbage, alene. Selvfølgelig med min mor og far. Heldigvis, kom der også nogen ud af den blå luft, bla en barndomsveninde. En bekendt. Og selvfølgelig min bedste veninde. De og mange andre, har skrevet og pludselig føler jeg, at der er flere derude, som gerne vil tage hånd om mig. Min barndomsveninde, vil hive mig ud af sengen i morgen, og sørger for at jeg kommer ud, i stedet for at begrave mig under dynen. Det samme vil en anden rigtig sød pige. Som også tager hånd om mig, og invitere mig til julefrokost med en masse tøser på lørdag. Og at komme og få mig op af sengen i løbet af ugen. Jeg har mest af alt lyst til at ligge mig ned, og aldrig stå op igen. Mit hjerte er revet ud og knust i tusinde stykker. Men, jeg har kæmpet mig igennem så meget sygdom, og mistet så meget på grund af det. Og jeg kan, og jeg vil ikke igennem alt det igen. Det kan jeg ikke byde min familie, og heller ikke mig selv. Jeg elsker ham overalt på jorden. Men som kloge mennesker omkring mig siger, så nytter det ikke, at tvinge ham til at være sammen med mig, hvis ikke han elsker mig på samme måde. Selvom det knuser mit hjerte at indse, og acceptere. Nu må jeg se hvad fremtiden bringer. Om han finder ud af med sig selv, at han ikke kan leve uden mig, og at jeg er den eneste ene for ham. Eller om jeg snyder mig selv ved at håbe det.

I kan ikke bruge det her til noget. Men havde bare brug for at skrive noget ned.